Afsked og Ankomst

Nå, nu har jeg været i Somaliland i 4 dage - så det er vel på tide med en status-opdatering. Jeg skal til gengæld nok love at de ikke bliver lige så lange hver gang!

Det har længe virket som en fjern ting at jeg skulle af sted til Afrika, på trods af at jeg faktisk har haft en underskrevet kontrakt liggende i et stykke tid nu – med startdato 23. maj.


Det var først da jeg for alvor skulle pakke mit kontor sammen, og have en ”farvel-reception” med mine overordentligt søde kolleger i København, at det gik op for mig at jeg faktisk havde en flybillet til Somaliland bare to (2) dage senere – og at det denne gang ikke bare var en sviptur på et par uger... Hjemrejsedatoen hedder nemlig indtil videre 28.feb. 2010 (!), men bare rolig, jeg skal nok kigge forbi DK inden da.

Måske er jeg lidt langsom i det? Eller også er det fordi at alting hjemme stadig fuldstændig ligner sig selv – jeg ikke har skullet pakke lejlighed ned, og har dermed ikke haft den mentale radar indstillet på ”flytning”.

For ikke at komme til at glemme UPF’erne for meget eller for hurtigt, benyttede de chancen aftenen inden afrejse til en ordentlig afskedssalut fra Meretes polterabend – med diverse opkald og sms’er fra Århus med status-rapporter om bl.a. ”pap-og-tææpe”, samt sågar ”dans over telefonen”. Meget svært ikke at holde af.

Selve turen herned gik smertefrit, bort set fra at man kun må have 15 kg. bagage med ECHO-flyet fra Nairobi til Hargeisa (og det er altså ikke meget, når man rent faktisk skal flytte, og ikke bare på visit).

Folk hernede har været super søde til at byde mig velkommen, og heldigvis kender jeg jo meget af set-up’et og mine nye kolleger i forvejen, efter at have været her to gange før. Der går dog nok lidt tid inden jeg for alvor finder mig til rette i rollen som programrådgiver, og hvad der hertil hører.

Allerede på min anden dag var vi en tur i felten, nærmere bestemt Baligubadle (hvis der er nogen der skulle være lokal-kendte) for at besøge vores teams. Primært med henblik på at deltage i en overrækkelsesceremoni hvor byen får overrakt den Community Safety Plan (en plan for hvordan de kan højne sikkerheden i deres lokalområde - udfra ting som de selv har angivet som værende relevante og vigtige) som de har udarbejdet med støtte fra vores team.

 

Desuden var et af vores EOD-teams (explosive ordnance disposal – dvs. dem der sprænger farlige ting i luften og på den måde destruerer dem) i byen, for at se hvad de kan finde af ueksploderet ammunition. Samtidig besøger de også lokalbefolkningen og fortæller dem om, at det rent faktisk ikke er så hensigtsmæssigt at have mortérgranater og anti-tankminer liggende hjemme i stuen – og at de kan aflevere det til DDG for sikker destruktion.

Det sted EOD-teamet holdt til, lå der noget i græsset som til forveksling lignede "kanonløbet" (ved ikke hvad den korrekte militær-lingo er for den slags) til en kampvogn.
- og ganske rigtigt... Det var det skam også - som en påmindelse om, at dette er et "land" med en konfliktfyldt fortid.
Turen til og fra Baligubadle var præget af et temmelig udfordrende terræn – det er nemlig regntid i øjeblikket, og for én gangs skyld regner det faktisk i regntiden. Vores chauffør sagde godt nok at der var tale om ”rough roads” hvilket typisk bruges om veje der ikke er asfalterede (og det er de fleste hernede ikke) – men jeg vil nu mene, at det mere mindede om militært øvelsesterræn, eller de steder hvor folk kan komme ud og prøve deres fine Københavner-Landrovere af…

Det gik da hverken værre eller bedre, end at vi på vejen hjem kom til at sidde alvorligt fast i et mudderhul – og vi nåede da at overveje, om vi mon kom hjem samme aften.
Til alt held har dem der har ”opfundet” Toyota Landcruisere ikke været helt tossede – og med en brav indsats fra chaufførerne lykkedes det at komme fri efter en tid.