torsdag den 2. december 2010

Pâté de foie de chèvre à la Hargeisa

(...eller eventyret om to små afrikanske geder, der endte deres dage som juleleverpostej)

Start med at få nogen til at hjælpe dig med at købe to store stykker lever fra markedet. Gør det om morgenen, for der er de friske - om eftermiddagen er de i bedste fald solgt. Få også den rare kødsælgerdame til smide noget gedefedt med i købet. Vægten på den fine lever er ukendt, de vejer nok en kilos penge i alt - og fedtet vejer vel halvt så meget. Så lad os for eksemplets skyld sige, at vi har et kilo lever af halalslagtet somalilandsk gadeged og 500 gram fedt fra samme dyr (eller i al fald en fætter)

Riv tre løg. De behøver ikke at være halalslagtede.

 
Nu skal det så gå op for dig, at du ikke har en kødhakker. Brug i stedet blenderen så nænsomt som muligt, så leveren bliver mere hakket end pureret.

Skær fedtet i små stykker og smelt det over lav varme. Fjern og si evt. urenheder fra (de er der - specielt de dele, der begynder at brune som bacon, skal væk)

Løg, en håndfuld timian, et par laurbærblade og hvad du ellers kan finde, ryger nu i det smeltede og rensede gedefedt. Simr til det holder op med at lugte af gedebuk og begynder at lugte af timian.

Mens lugten af gedestald indtager køkkenet og forsvinder igen, har du lige rørt en opbagt sovs sammen. 100 gram mel og 100 smør eller margerine + mælk. Der er også røget tre kogte og moste kartofler i for at holde på fugten. Salt og peber.
(OBS: Bor du ikke i et u-land, vil du nok også overveje at smide noget stødt allehånde og måske et par ansjoser i den hakkede ged.)

Vi har sagt farvel til gedebukken og goddag til juleleverpostej Hargeisa-style. Den skal være i en varm ovn, til den er nok.

Og sådan blev det alligevel jul i Afrika.

2 kommentarer:

  1. Åh gud, you crack me up! "Nu skal det så gå op for dig..." Fabelhaft. Det ser godt nok ud, min ven. Glæjlig juwl.

    SvarSlet
  2. Orv, det er sgu en skøn adoption af den danske læverpostehej :-)

    SvarSlet