Nu har jeg til gengæld bevæbnet mig med musik på computeren, fuld tryk på ventilatoren og et glas rødvin (sidstnævnte importeret fra Nairobi - for man kan ikke købe alkohol i Somaliland. Man er vel et muslimsk land med respekt for sig selv), så med disse indledende øvelser er det på tide med en statusopdatering.
Og den heftige torden i baggrunden bringer løfter om skøn aftenluft. Der er ikke noget som luften (og lugten af luften) i Afrika efter en ordentlig byge, hvor støvet for en kort stund er vasket væk
Hvad har jeg så fået tiden til at gå med?
- tjah de første par uger efter sidste beretning gik med at finde mig på plads i Hargeisa i det nye job og nye omgivelser, samt en felttur til Oodweyne for at besøge vores teams der.
Her fik vi både deltaget i endnu en overrækkelsesceremoni af en CSP med deres udsendte (mig) som den stolte repræsentant. Et eller andet siger mig, at jeg kommer til at improvisere en del taler undervejs - men så er det betryggende at vide at man altid kan købe sig til lidt good will med et par gebrokne somaliske gloser som f.eks. Galab Wanaagsan (god eftermiddag) - stavning er fri fortolkning.
Vi var også ude og kigge på hvad vores EOD teams (dem der sprænger ting i luften) gik og rodede med. Den ene dag var de blevet tippet om at der lå en eller anden ueksploderet dims, som de skulle tage sig af, og vi fulgte med for at se hvordan de arbejdede (det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg har et blødt punkt for dette felt :o) Vi blev udstyret med fuld sikkerhedsmundering - men jeg har dem lidt mistænkt for, at det tjente et slet skjult sekundært formål ud over de almindelige sikkerhedsforanstaltninger; nemlig at det altid er sjovt at putte expats (og specielt damerne) ned i disse lidet flatterende og behagelige veste og visirer. Men man er vel ikke for fin til at stille op til en udklædnings-session.
Senere på ugen var vi ude for at lave en større demolition (sprængning) af ting de havde fundet eller fået overrakt af lokale folk, og her fulgte en lokal journalist med hvilket afstedkom mit første interview til Somaliland National Television! Et meget langt interview uden nogen form for forberedelse, hvor hvert spørgsmål fra reporteren blev indledt med at tiltale mig "Mr. B" (bogstavet P findes ikke i det somaliske alfabet). Nu er jeg desværre ikke den store haj til sådan noget video-redigering, for ellers kunne I godt få lov til at kigge med - men det er en meget lang video, og dermed for stor til det hersens blog. Og desuden blæser det så meget at man dårligt kan høre hvad der bliver sagt... Anna; der er helt klart et job for dig hernede når du bliver træt af KS.
Efter Oodweyne nåede jeg et smut omkring DK til bryllup i Århus hos Merete og Jesper og et vellykket Ph.D forsvar af min meget kloge og fantastiske veninde (der var udbredte misforståelser hernede om, at jeg skulle hjem både for at blive gift, og forsvare min PhD :)
... Okay - sorry folks; kan godt gennemskue at det her igen bliver et længere indlæg på trods af tidligere løfter.
Tilbage i Hargeisa d. 21. juni stod alting i præsident-valgets tegn; et valg som i virkeligheden fortjener sit helt eget lange blogindlæg, fordi der er så meget at skrive. f.eks. om hvor spøjst det er at have demokratiske valg til præsidentposten i et land, som principielt ikke er et land, og om hvor imponerende det endelig lykkedes dem at få gennemført dette valg efter at have været blevet udskudt flere gange de sidste par år, og været anledning til bomber mod parlamentet i 2008.
- Vi var underlagt stregne sikkerhedsforanstaltninger, hvilket desværre også betød at vi ikke måtte gå ud og "opleve valget", og havde forberedt os på at måtte "gå i dvale" i huset om nødvendigt, - men heldigvis viste det hele sig overflødigt. Både valgkampagnen, selve valgdagen, annoceringen af resultatet og overdragelsen af magten til den nye præsident fra det tidligere oppositionsparti Kulmiye gik forbilledligt - særligt efter vanlig afrikansk standard.
For nørderne (UPF'erne) kan jeg som bonus-info meddele, at den nye præsident Siilanyo har en fortid som højtstående "medlem" af SNM!
På aftenen hvor resultatet blev afsløret (det havde dog været en offentlig hemmelighed et par dage) kunne vi pludselig høre brag over Hargeisa, og jeg nåede lige at frygte det værste indtil vi kunne se fyrværkeri over byen.
Folk lader generelt til at være optimistiske omkring valgresultatet, og nogle mener sågar at den eksemplariske valghandling kan føre til fremtidig selvstændighed for Somaliland. Andre jeg har talt med, siger at de er glade så længe landet fortsat bare er "nogenlunde fredeligt og stabilt"...
Til venstre er et foto af udsigten over Hargeisa på valgdagen - taget fra vores hus
På det seneste har jeg lige været i Baligubadle igen for at følge (kvalitetssikre) endnu en workshop, og snart går turen ud i felten igen - men forhåbentligt ikke under helt så primitive vilkår. Man lærer virkelig at sætte pris på et brusebad og friske grøntsager under nogle af disse ture.
Denne gang vil jeg så undlade at slutte af med løfter om flere/ kortere/ sjovere/ ... indlæg - i håb om at der således ikke er den store præstationsangst. Til gengæld er alle kommentarer og/ eller hilsner meget velkomne og vil være højt værdsatte, så jeg ikke har fornemmelsen af at sidde og skrive ud i tom luft.
- Og hvis det er lykkedes dig at læse med så langt (hvilket er imponerende i sig selv), så er der en god chance for, at du også er en af dem jeg savner og sender kærlige tanker fra tid til anden.


Hej Pi!
SvarSletHåber det går godt (det lyder det til). Jeg tror ikke du skal forvente Thomas ankomme i den nærmeste fremtid. Jeg har ved selvsyn oplevet, hvilket tempo han pakker lejlighed i, og det er ikke imponerende!
Peace,
Jokum
Så må jeg hellere også lige smide en kommentar! :)
SvarSlet- Godt at høre lidt om begivenhedernes gang (også SNM-detaljen!) kunne man i det mindste bare spore lidt fremgang, ville det være noget at glædes over..!
Pas godt på dig selv!!
Som offentlig ansat sætter jeg stor pris på lange indlæg. Det giver hverdagen noget indhold.
SvarSletSå fortsæt du bare.
Kh. Jonas
Jeg tilslutter mig Jonas' kommentar:) Sidder netop på arbejdet og tæller ned til vores ferie som begynder på fredag. Indtil videre ser det regnfuldt ud, men vi håber stadig på godt vejr, så vi kan få cyklet lidt rundt i DK. Og ellers må vi jo tage til takke med en afbudsrejse:)
SvarSletFedt at læse lidt om hvad du/I laver, så jeg vel klart følge jeres skriverier:)
Ha det godt
Kh Iben
Ahhh come on....ét indlæg om måneden burde i da kunne klare?
SvarSletBedre sent end aldrig.. Lange indlæg er cool, når de er godt skrevet. SAVNER dig Pi. Kram..
SvarSlet