Forleden slog det os, at vi sådan helt formelt aldrig har meldt ud her på bloggen, at Pi har forlænget sin kontrakt her i Somaliland. Men det har hun altså.
Det betyder, at vi bliver hængende i stenørkenen til sidst på året. Det betyder også, at I ikke slipper for flere kamelmælks-tillempede opskrifter, endeløse anekdoter om hundens gøren og laden (mest gøren) og halve betragtninger om livet i al almindelighed her i Hargeisa og omegn.
Egentlig er det et stykke tid siden, at Pi forlængede, men vi har bare glemt at forkynde det her på din yndlingsnyhedskanal for stort og småt fra Afrikas Horn.
Det betyder også, at vi til gengæld må undvære dansk forår, muligheden for at lave lige det mad, man kan tænke sig, gode venners selskab, nevøers konfirmation, familie og Radio Kattegat lidt endnu. Men vi lover at tage revanche, når vi kommer hjem.
I dag er der lidt madluksus i udsigt. Vi har pølse og ost med hjem fra vores nylige tur til Sydafrika, og det skal nydes med et glas køligt hvidvin, gode venner, bastarden og en fantastisk solnedgang ude i bushen uden for Hargeisa – disse fredags-gåture er efterhånden ved at blive en skattet tradition for både firbenede og tobenede.
| Her er rigeligt med plads. |
| Pausetid. Hvidvin, snacks, solnedgang og endeløse horisonter. Der er folk, der betaler endog mange penge for den samme oplevelse på diverse safari- og vildnisture. |
| En bunke forstenede træstammer bryder det ellers lidt monotone landskab. |
| Selvom her er øde, er man sjældent alene. |
![]() |
| Den Hvide Mand på tur |


Amazing blog and very interesting stuff you got here! I definitely learned a lot from reading through some of your earlier posts as well and decided to drop a comment on this one!
SvarSlet